16
aug
2026

Sejlturen til Grausee med nye venner

Søndag d. 16 august 2026 mødtes en ny sammensætning af karakterer umiddelbart uden for Übersreik på vej til en byggeplads ved Grausee. Vi blev her kort introduceret til den fagre High Elf student Aurelia og den dystre Human præstenovice Mathias. Der gik ikke længe, før uheldet var ude og nu bliver det spændende at se, hvordan gruppen, håndværkerne, bygherre og alle materialerne kommer videre.

Deltagere

CharacterRaceCareerPlayer
AureliaHigh ElfStudent MageMarcus
MathiasHumanInitiate of MorrMartin
GertrudeDwarfBraggartPer D
TheoHalflingBrigandAnders
TomasHumanToll KeeperPer H
SilasHumanInterrogatorMichael
GM––Niels

Dagbog for Mathias Keller

Jeg har rejst rundt efter mit mål i en uge. De få midler jeg havde med mig er ved at slippe op. Heldigvis så jeg en seddel der var hængt op. Der var brug for en præst af Morr. Jeg er godt nok kun initiate, men jeg har så godt som alt træningen som jeg behøver for at blive præst. Så mon ikke det går.

Opgaven er simpel. Stiegler og Reuter familien vil sammen bygge en vandmølle for at udvikle et at de mere isolerede områder omkring Ubersreik. Gammel overtro siger åbenbart at stedet er forbandet, og Rutger som er ekspeditionsleder, mener at min tilstedeværelse vil skabe ro.

Vi skal sejle op af floden Grausee eller sådan noget. Geografi var aldrig min stærke side. Rejsen tager ikke så lang tid. Halvanden dag, og Rutger har forsikret mig om at det er helt ufarligt. Med os har vi også en Witchhunter og en højelver magiker. Så jeg er i sikre hænder. Jeg kan godt forstå at der er brug for mig. Alle dem på båden ser ud til at være bange for ham. Selv elveren ser ud til at gøre dem nervøse. Men ok, hun er ogsået helt hoved højere end alle på båden.

Vi sejler på en pram med navnet Tamdafeir, som er fyldt med byggematerialer. Den virker gammel, og hvis ikke Rutger havde forsikret mig at den var sødygtig, så ville jeg ikke have troet at vi vil nå frem. Besætningen virker kompetente. De er Striglaer. Min far sagde altid at man skulle holde på sin pung når de er i nærheden, men alle på skibet virker flinke. Jeg prøvede at tilkalde Morrs kræft for at give mig en vision om hvad der ventede os, men han mente åbenbart at det skulle være en overraskelse. 

En af Striglaerne var Bargemeister Reikos mor, som hed madam Vadema eller sådan noget. En ældre dame der sad i bagenden af skibet og virkede bange. Hun fortalte mig at området havde været forbandet og at et væsen der jager om natten har dette område som sin jagtgrund. 

Sikke en tur. Kort efter jeg havde skrevet det sidste i min dagbog, gik prammen pludselig på land. Silas, vores witchhunter faldt i vandt sammen med Reikos mor. Der opstod vild panik, da ingen af dem kunne svømme, og for at gøre det værere, så var der en KÆMPE fisk i vandet. Stor nok til at kunne spise en jolle i EN mundfuld!!!

Jeg forsøgte at rede Silas, men det var ikke Morrs vilje, og ingen af mine bønner blev hørt. Heldigvis kunne han næsten bunde, og han fik redet sig selv i land. I stedet forsøgte jeg at rede den gamle dame. Fisken havde bidt hende hårdt. Jeg havde givet hende min breath-bøn, så hun var ikke i fare for at drukne, men jeg havde intet andet end mig selv for at stoppe hende fra at blive spist, så i vandet med mig. Fisken tog en god luns af min arm, men heldigvis fik elveren skræmt fisken væk med sin magi. Vi kom i land og forsøgte at rede så meget vi kunne fra prammen. Den sank, og meget af materialet gik tabt. Nu står vi her på breden og gør os klar til at gå resten af vejen med alt vi kan bære. Jeg kan ikke selv bære ret meget på grund af min arm, som Silas forbandt, men de andre sagde at de nok skulle tage mit læs. Flinke folk. Ved ikke hvorfor min far sagde sådanne grimme ting om dem…

Aurelia, den lærde højelver fra Hus Varantis

Aurelia voksede op i Tesselia i det nordlige Saphery på Ulthuan, hvor hun kom fra den beskedne, men respekterede håndværkerfamilie Hus Varantis. Hendes far fremstillede papir og reparerede bøger, mens hendes mor dyrkede urter og planter til blæk og pigmenter. Aurelia lærte tidligt at sætte pris på bøgernes verden og forventede at overtage familiens håndværk. Men allerede som barn kunne hun se mærkelige farver omkring gamle runer og fornemme livskraften i planter, uden at hun forstod hvorfor.

Da Aurelia ved et tilfælde brugte magi til at redde sin mors syge planter, blev hendes evner opdaget af hendes tidligere lærer, Uleath. Efter at være blevet undersøgt af Høj Mager Phaelor fik hun mulighed for at fortsætte sin uddannelse under Ishas præstinder i Avelorn. Her lærte hun gennem syv års træning, at magi ikke blot handlede om kraft, men også om tålmodighed, balance og selvbeherskelse. Efter at have bestået sine prøver blev hun godkendt til videre uddannelse under Hoeth og vendte kortvarigt hjem til sin familie, inden hun begyndte at studere under Lærdomsmesteren Aetherion.

Aurelia tilbragte yderligere tre år med at studere magiens vinde, gamle skrifter og de farlige kræfter, der kunne følge med magisk lærdom. Selvom hun blev stadig dygtigere, manglede hun erfaring med verden uden for Ulthuan. Da Aetherion blev udpeget til at ledsage en diplomatisk delegation til Kejserriget, valgte han Aurelia som sin novice og assistent. Rejsen skulle give hende mulighed for at anvende sin viden i praksis og undersøge magiske forhold på vegne af Det Hvide Tårn. Undervejs oplevede hun menneskenes store byer og opdagede, at deres frygt for magi var ganske anderledes end højelvernes.

Aurelia blev sendt videre til Übersreik for at overbringe diplomatiske dokumenter til handelsfamilien Reuter og undersøge, om hendes evner kunne bruges til at løse problemer i området. Hun er stadig en novice og har meget at lære, men hun håber at kunne bevise sit værd og gøre sin familie og sine lærere stolte. Med sin kærlighed til bøger, sin nysgerrighed og sin nyfundne forståelse for magiens ansvar står hun nu over for en verden, der er langt mere uforudsigelig end de trygge omgivelser på Ulthuan.

Matthias Keller, præst for Morr

Matthias Keller voksede op i landsbyen Buchendorf i Reikland som den tredje søn af en respektabel købmandsfamilie. Hans barndom var tryg, men da hans to ældre brødre skulle overtage familiens forretning, måtte han finde sin egen vej. Den fandt han gennem den lokale præst for Morr, som tidligt havde bemærket, at Matthias havde en usædvanlig ro omkring de døde. Hvor andre frygtede kirkegården, så Matthias døden som en naturlig del af livet.

Som ung kom han i lære hos præsten og lærte at forberede de døde, udføre begravelsesritualer og sikre, at de blev lagt til hvile på den rette måde. Gennem årene blev han fortrolig med døden, men han havde aldrig selv set et menneske dø. For ham var døden altid allerede indtruffet, når han kom ind i billedet. Da hans læremester endelig lod ham stå for sin første begravelse alene, følte Matthias, at han for alvor havde fundet sin plads blandt Morrs tjenere.

Men næste morgen var graven åben, og liget var forsvundet. Matthias kunne ikke finde nogen naturlig forklaring og frygtede, at hans ritualer havde fejlet, og at den døde var vendt tilbage som en zombie. Han føler sig ansvarlig for at rette op på det, der er sket, og har derfor forladt Buchendorf for at følge sporene til Übersreik. Hans mål er ikke hævn eller berømmelse, men at finde den forsvundne mand og sikre, at han endelig får den hvile, Morr kræver.

Matthias er stadig ung og uprøvet, men han er hverken mørk eller morbid. Han holder af livet, sin familie og det trygge hjem, han har forladt. Han mener blot, at døden fortjener respekt, og at de døde skal have fred. De levende må træffe deres egne valg, men hvis nogen forstyrrer de døde eller nægter dem deres sidste hvile, forsvinder hans sædvanlige ro hurtigt.