Sejlturen til Grausee med nye venner
Søndag d. 16 august 2026 mødtes en ny sammensætning af karakterer umiddelbart uden for Übersreik på vej til en byggeplads ved Grausee. Vi blev her kort introduceret til den fagre High Elf student Aurelia og den dystre Human præstenovice Mathias. Der gik ikke længe, før uheldet var ude og nu bliver det spændende at se, hvordan gruppen, håndværkerne, bygherre og alle materialerne kommer videre.
Deltagere
| Character | Race | Career | Player |
| Aurelia | High Elf | Student Mage | Marcus |
| Mathias | Human | Initiate of Morr | Martin |
| Silas | Human | Interrogator | Michael |
| GM | – | – | Niels |
Dagbog for Mathias Keller
Jeg har rejst rundt efter mit mål i en uge. De få midler jeg havde med mig er ved at slippe op. Heldigvis så jeg en seddel der var hængt op. Der var brug for en præst af Morr. Jeg er godt nok kun initiate, men jeg har så godt som alt træningen som jeg behøver for at blive præst. Så mon ikke det går.
Opgaven er simpel. Stiegler og Reuter familien vil sammen bygge en vandmølle for at udvikle et at de mere isolerede områder omkring Ubersreik. Gammel overtro siger åbenbart at stedet er forbandet, og Rutger som er ekspeditionsleder, mener at min tilstedeværelse vil skabe ro.
Vi skal sejle op af floden Grausee eller sådan noget. Geografi var aldrig min stærke side. Rejsen tager ikke så lang tid. Halvanden dag, og Rutger har forsikret mig om at det er helt ufarligt. Med os har vi også en Witchhunter og en højelver magiker. Så jeg er i sikre hænder. Jeg kan godt forstå at der er brug for mig. Alle dem på båden ser ud til at være bange for ham. Selv elveren ser ud til at gøre dem nervøse. Men ok, hun er ogsået helt hoved højere end alle på båden.
Vi sejler på en pram med navnet Tamdafeir, som er fyldt med byggematerialer. Den virker gammel, og hvis ikke Rutger havde forsikret mig at den var sødygtig, så ville jeg ikke have troet at vi vil nå frem. Besætningen virker kompetente. De er Striglaer. Min far sagde altid at man skulle holde på sin pung når de er i nærheden, men alle på skibet virker flinke. Jeg prøvede at tilkalde Morrs kræft for at give mig en vision om hvad der ventede os, men han mente åbenbart at det skulle være en overraskelse.
En af Striglaerne var Bargemeister Reikos mor, som hed madam Vadema eller sådan noget. En ældre dame der sad i bagenden af skibet og virkede bange. Hun fortalte mig at området havde været forbandet og at et væsen der jager om natten har dette område som sin jagtgrund.
Sikke en tur. Kort efter jeg havde skrevet det sidste i min dagbog, gik prammen pludselig på land. Silas, vores witchhunter faldt i vandt sammen med Reikos mor. Der opstod vild panik, da ingen af dem kunne svømme, og for at gøre det værere, så var der en KÆMPE fisk i vandet. Stor nok til at kunne spise en jolle i EN mundfuld!!!
Jeg forsøgte at rede Silas, men det var ikke Morrs vilje, og ingen af mine bønner blev hørt. Heldigvis kunne han næsten bunde, og han fik redet sig selv i land. I stedet forsøgte jeg at rede den gamle dame. Fisken havde bidt hende hårdt. Jeg havde givet hende min breath-bøn, så hun var ikke i fare for at drukne, men jeg havde intet andet end mig selv for at stoppe hende fra at blive spist, så i vandet med mig. Fisken tog en god luns af min arm, men heldigvis fik elveren skræmt fisken væk med sin magi. Vi kom i land og forsøgte at rede så meget vi kunne fra prammen. Den sank, og meget af materialet gik tabt. Nu står vi her på breden og gør os klar til at gå resten af vejen med alt vi kan bære. Jeg kan ikke selv bære ret meget på grund af min arm, som Silas forbandt, men de andre sagde at de nok skulle tage mit læs. Flinke folk. Ved ikke hvorfor min far sagde sådanne grimme ting om dem…