Lørdag d. 26. september 2026 mødtes gruppen igen for at begive sig hjem for at genopbygge deres elskede Breder. Synet, der mødte dem, var skrækindjagende, og nu har de slået lejr med nogle nye uventet venner.
Delagere:

Dagens noter:
Recap Session no. 24
Vores mission:


Vi får 120 XP – NB! Husk at skrive dem på næste gang.



Søndag d. 16 august 2026 mødtes en ny sammensætning af karakterer umiddelbart uden for Übersreik på vej til en byggeplads ved Grausee. Vi blev her kort introduceret til den fagre High Elf student Aurelia og den dystre Human præstenovice Mathias. Der gik ikke længe, før uheldet var ude og nu bliver det spændende at se, hvordan gruppen, håndværkerne, bygherre og alle materialerne kommer videre.
Deltagere
| Character | Race | Career | Player |
| Aurelia | High Elf | Student Mage | Marcus |
| Mathias | Human | Initiate of Morr | Martin |
| Silas | Human | Interrogator | Michael |
| GM | – | – | Niels |

Dagbog for Mathias Keller
Jeg har rejst rundt efter mit mål i en uge. De få midler jeg havde med mig er ved at slippe op. Heldigvis så jeg en seddel der var hængt op. Der var brug for en præst af Morr. Jeg er godt nok kun initiate, men jeg har så godt som alt træningen som jeg behøver for at blive præst. Så mon ikke det går.
Opgaven er simpel. Stiegler og Reuter familien vil sammen bygge en vandmølle for at udvikle et at de mere isolerede områder omkring Ubersreik. Gammel overtro siger åbenbart at stedet er forbandet, og Rutger som er ekspeditionsleder, mener at min tilstedeværelse vil skabe ro.
Vi skal sejle op af floden Grausee eller sådan noget. Geografi var aldrig min stærke side. Rejsen tager ikke så lang tid. Halvanden dag, og Rutger har forsikret mig om at det er helt ufarligt. Med os har vi også en Witchhunter og en højelver magiker. Så jeg er i sikre hænder. Jeg kan godt forstå at der er brug for mig. Alle dem på båden ser ud til at være bange for ham. Selv elveren ser ud til at gøre dem nervøse. Men ok, hun er ogsået helt hoved højere end alle på båden.
Vi sejler på en pram med navnet Tamdafeir, som er fyldt med byggematerialer. Den virker gammel, og hvis ikke Rutger havde forsikret mig at den var sødygtig, så ville jeg ikke have troet at vi vil nå frem. Besætningen virker kompetente. De er Striglaer. Min far sagde altid at man skulle holde på sin pung når de er i nærheden, men alle på skibet virker flinke. Jeg prøvede at tilkalde Morrs kræft for at give mig en vision om hvad der ventede os, men han mente åbenbart at det skulle være en overraskelse.
En af Striglaerne var Bargemeister Reikos mor, som hed madam Vadema eller sådan noget. En ældre dame der sad i bagenden af skibet og virkede bange. Hun fortalte mig at området havde været forbandet og at et væsen der jager om natten har dette område som sin jagtgrund.
Sikke en tur. Kort efter jeg havde skrevet det sidste i min dagbog, gik prammen pludselig på land. Silas, vores witchhunter faldt i vandt sammen med Reikos mor. Der opstod vild panik, da ingen af dem kunne svømme, og for at gøre det værere, så var der en KÆMPE fisk i vandet. Stor nok til at kunne spise en jolle i EN mundfuld!!!
Jeg forsøgte at rede Silas, men det var ikke Morrs vilje, og ingen af mine bønner blev hørt. Heldigvis kunne han næsten bunde, og han fik redet sig selv i land. I stedet forsøgte jeg at rede den gamle dame. Fisken havde bidt hende hårdt. Jeg havde givet hende min breath-bøn, så hun var ikke i fare for at drukne, men jeg havde intet andet end mig selv for at stoppe hende fra at blive spist, så i vandet med mig. Fisken tog en god luns af min arm, men heldigvis fik elveren skræmt fisken væk med sin magi. Vi kom i land og forsøgte at rede så meget vi kunne fra prammen. Den sank, og meget af materialet gik tabt. Nu står vi her på breden og gør os klar til at gå resten af vejen med alt vi kan bære. Jeg kan ikke selv bære ret meget på grund af min arm, som Silas forbandt, men de andre sagde at de nok skulle tage mit læs. Flinke folk. Ved ikke hvorfor min far sagde sådanne grimme ting om dem…
Aurelia voksede op i Tesselia i det nordlige Saphery på Ulthuan, hvor hun kom fra den beskedne, men respekterede håndværkerfamilie Hus Varantis. Hendes far fremstillede papir og reparerede bøger, mens hendes mor dyrkede urter og planter til blæk og pigmenter. Aurelia lærte tidligt at sætte pris på bøgernes verden og forventede at overtage familiens håndværk. Men allerede som barn kunne hun se mærkelige farver omkring gamle runer og fornemme livskraften i planter, uden at hun forstod hvorfor.
Da Aurelia ved et tilfælde brugte magi til at redde sin mors syge planter, blev hendes evner opdaget af hendes tidligere lærer, Uleath. Efter at være blevet undersøgt af Høj Mager Phaelor fik hun mulighed for at fortsætte sin uddannelse under Ishas præstinder i Avelorn. Her lærte hun gennem syv års træning, at magi ikke blot handlede om kraft, men også om tålmodighed, balance og selvbeherskelse. Efter at have bestået sine prøver blev hun godkendt til videre uddannelse under Hoeth og vendte kortvarigt hjem til sin familie, inden hun begyndte at studere under Lærdomsmesteren Aetherion.
Aurelia tilbragte yderligere tre år med at studere magiens vinde, gamle skrifter og de farlige kræfter, der kunne følge med magisk lærdom. Selvom hun blev stadig dygtigere, manglede hun erfaring med verden uden for Ulthuan. Da Aetherion blev udpeget til at ledsage en diplomatisk delegation til Kejserriget, valgte han Aurelia som sin novice og assistent. Rejsen skulle give hende mulighed for at anvende sin viden i praksis og undersøge magiske forhold på vegne af Det Hvide Tårn. Undervejs oplevede hun menneskenes store byer og opdagede, at deres frygt for magi var ganske anderledes end højelvernes.
Aurelia blev sendt videre til Übersreik for at overbringe diplomatiske dokumenter til handelsfamilien Reuter og undersøge, om hendes evner kunne bruges til at løse problemer i området. Hun er stadig en novice og har meget at lære, men hun håber at kunne bevise sit værd og gøre sin familie og sine lærere stolte. Med sin kærlighed til bøger, sin nysgerrighed og sin nyfundne forståelse for magiens ansvar står hun nu over for en verden, der er langt mere uforudsigelig end de trygge omgivelser på Ulthuan.
Matthias Keller voksede op i landsbyen Buchendorf i Reikland som den tredje søn af en respektabel købmandsfamilie. Hans barndom var tryg, men da hans to ældre brødre skulle overtage familiens forretning, måtte han finde sin egen vej. Den fandt han gennem den lokale præst for Morr, som tidligt havde bemærket, at Matthias havde en usædvanlig ro omkring de døde. Hvor andre frygtede kirkegården, så Matthias døden som en naturlig del af livet.
Som ung kom han i lære hos præsten og lærte at forberede de døde, udføre begravelsesritualer og sikre, at de blev lagt til hvile på den rette måde. Gennem årene blev han fortrolig med døden, men han havde aldrig selv set et menneske dø. For ham var døden altid allerede indtruffet, når han kom ind i billedet. Da hans læremester endelig lod ham stå for sin første begravelse alene, følte Matthias, at han for alvor havde fundet sin plads blandt Morrs tjenere.
Men næste morgen var graven åben, og liget var forsvundet. Matthias kunne ikke finde nogen naturlig forklaring og frygtede, at hans ritualer havde fejlet, og at den døde var vendt tilbage som en zombie. Han føler sig ansvarlig for at rette op på det, der er sket, og har derfor forladt Buchendorf for at følge sporene til Übersreik. Hans mål er ikke hævn eller berømmelse, men at finde den forsvundne mand og sikre, at han endelig får den hvile, Morr kræver.
Matthias er stadig ung og uprøvet, men han er hverken mørk eller morbid. Han holder af livet, sin familie og det trygge hjem, han har forladt. Han mener blot, at døden fortjener respekt, og at de døde skal have fred. De levende må træffe deres egne valg, men hvis nogen forstyrrer de døde eller nægter dem deres sidste hvile, forsvinder hans sædvanlige ro hurtigt.
Søndag d. 19. juli 2026 mødtes gruppen af elitespejtere igen for at afslutte deres mission. Der var tab, der var fælder, der var en hærfører med depression og for at gøre det hele værre, begyndte det også at regne.
Delagere:

Dagens noter:
Vores mission:
Von Schaff’s tale inden vi tog afsted:
Vi får 600 XP i dag, og et Fate Point! OMG!
Billede genereret med AI af dagens session:

Søndag d. 28 juni 2026 mødtes flokken af elite anti-helte for at få det gjort af med de fæle goblins lejer. Læs mere om, hvordan det gik herunder.
Delagere:

Dagens notater:
Vores mission:
AI-genereret billede fra dagens session:

Søndag d. 14. juni 2026 var gruppen samlet for at bringe den dømte Henrich Mauer til huggeblokken. De fik forstærkninger i form af en frisk ung Roadwarden ved navn Tomas, der sammen med Ilse Fassenwürden drog af sted kort før daggry. Hvordan det gik, kan du læse om i Anders’ notater nedenfor (når de er tilgangængelige). Dette var konklusionen på intro-eventyret Making the Rounds.
Deltagere:
| Character | Race | Career | Player |
| Gertrude | Dwarf | Braggart | Per D |
| Theo | Halfling | Brigand | Anders |
| Tomas | Human | Toll Keeper | Per H |
| Silas | Human | Interrogator | Michael |
| GM | – | – | Niels |

Anders’ notater fra dagens session:
Vi mødes med Ilse et par dage senere for at høre detaljerne om opgaven. Hun har en rimeligvis flot ung mand med alle tænder med sig ved navn Tomas, som hun gerne vil have hjælper med.
Tomas gør fra starten et godt indtryk ved Silas og Theo ved at hilse på Gertrude med et høfligt: ”Goddag hr.!”.
Ilse uddyber planen, som er simpel i teorien. Vi mødes kort før daggry, eskorterer Henriech Maucer til Mors have, venter til han er blevet henrettet og hvis det mod forventning er problemer med at gennemføre henrettelsen, så gennemfører vi den.
Ved de tidligere forsøg nåede Mauer aldrig frem til Mors have. Hans vagter blev dræbt eller forsvandt undervejs og man fandt senere Mauer. Gruppen som nu også består af Tomas får lov til at sidde for sig selv og forsøge at komme med ideer til hvordan de vil gennemføre missionen.
Tomas foreslår at få tiggere til at klæde sig ud som Mauer, for at forvirre dem som sikkert holder øje. Desværre viser Mauer sig til at være for høj og muskuløs til at vi kan finde noget der kan gå for at være ham. Mauer er født og opvokset i byen.
Vi bliver enige om at holde sammen som gruppe og ikke gå hver til sit. Mens vi går tilbage mod byvagten, får Theo oplevelsen af, at der bliver holdt øje med gruppen og Silas noterer sig, at der er en med en flad hat med en hvid fjer i, der følger efter os.
Vi udnytter også muligheden for at pumpe Rudi Klumpenklug for oplysninger om Mauer. Han dræbte en række roadwardens og folk fra byvagten. De der prøvede at eskortere ham første gang blev fundet druknet -også midt på land på en vej.
Vi mødes med Ilse på det aftalte tidspunkt for at gennemføre opgaven.
Det er kun os fem der ved hvilken rute vi anvender. Kun Bødlen og Morspræsten ved at kommer nu. Vi drager via den lille vagtstation syd for broen. Der sidder Heinrich opbevaret indtil det er tid. Vi mødes før daggry.
Vi tager over broen og mod vest ved vandvejen og ud af byen og derfra til mors-marken. Sidste gruppe to gennem pricient-distriktet så det undgår vi.
Som vi tager afsted lige inden daggry er der det første dårlige tegn. Kaos-månen står stadig op og bader alt i et grønt månelys. Tomas og Theo lægger mærke til, at vi ikke længere kan høre vores egne fodtrin og en tåge begynder at omgive os. Lyden mellem os er også dæmpet som om vi går i en boble. Pludselig hører vi stemmer der siger: ”Du hører til os. Du er en af os broder Mauer.
Tågen letter lidt og 8 personer kommer løbende imod os fra alle retninger. De har bronzefarvet hud, udstående øjne og hver især en eller flere former for deformiteter i deres kropsbygning.
Personen med frømund løber direkte mod Getrude, der accepterer udfordringen og løber direkte hen imod personen og angriber først. Theo kan ikke komme væk da de er omringe og angriber derfor en med en meget lang hals og rammer ham i armen. Personen med frømunden åbner munder og kaster en kaskade af syre op mod Getrude der dog når at undgå og i stedet er det vejen der bliver ætset
To angriber Tomas, men han får parreret og det samme lykkes for Silas, mens Getrude hakker armen af sin modstander (den højre selvfølgelig). Den langhalsede formår at ramme Theo og giver ham et grimt sår i hans venstre arm.
Kampen bølger frem og tilbage indtil det lykkes Silas, Tomas og Gertrude at gøre det med en hver. Getrude i et frontalt angreb, mens Silas stikker en ned bagfra, som også kæmpede mod Tomas. Som kampen vender og der bliver færre af modstanderne, får gruppen gjort has på dem en efter en.
Tågen begynder at lette og gruppen begiver sig videre med fangen, men da vi kommer til det aftalte sted, kaster bødlen pludselig sin økse i hovedet på Ilse, som dør på stedet og trækker Mauer med igennem en portal.
Theo tænker intet godt bør gå til spilde og ransager respektfuldt – ifølge ham – Ilses lig og finder to immacualte pistols. Gruppen vender tilbage til Kaptajn Pfeffer og aflægger rapport, hvor Tomas kreativt omformulerer hvad det var gruppen havde fået til opgave, så gruppen bliver benådet for sin tidligere dom.
Med alle muligheder åbne fremadrettet, skal gruppen nu til at beslutte sig til hvad de vil gøre, nu hvor de ikke er tvunget til at blive i byen.
Tomas voksede op i Übersreik som søn af en beskeden håndværkerfamilie. Fra barnsben var han vant til synet af overfyldte gader, handelsvogne og fremmede rejsende, der kom til byen fra alle egne af Reikland og videre fra Bretonnia og dværgenes bjergborge. Hans far lærte ham værdien af hårdt arbejde, mens Tomas selv hurtigt opdagede, at han havde både et skarpt blik for detaljer og en naturlig sans for orden. Han drømte om mere end et liv på et værksted og besluttede sig tidligt for at tjene byen.
Som ung blev han ansat som toldvagt ved en af landevejene uden for Übersreik. Arbejdet var sjældent så spændende, som han havde forestillet sig, men Tomas tog selv de mest ensformige opgaver alvorligt. Han lærte at gennemskue rejsendes forklaringer, opdage mistænkelige varer og holde hovedet koldt, når vrede handelsfolk forsøgte at tale sig fra tolden. Med tiden fik han ry for at være både pålidelig og grundig, og han viste sig særligt dygtig til at holde styr på trafikken og opdage, når noget ikke stemte.
Tomas nøjes dog ikke med at kontrollere vogne og opkræve afgifter. Han ønsker at blive Roadwarden og komme ud på vejene, hvor han kan patruljere mellem de omkringliggende byer, beskytte handelsruterne og gøre en reel forskel for de rejsende. De urolige tider i Übersreik har kun styrket hans ambitioner. Efter at kejserens soldater overtog kontrollen med byen, er der opstået nye muligheder i tjenesten, og behovet for folk, der kender området og tager deres pligter alvorligt, er stort. Hans overordnede kaptajn har bemærket hans evner og har flere gange antydet, at en forfremmelse måske snart er inden for rækkevidde.
Tomas er stolt, arbejdsom og ambitiøs, men han er ikke blind for, at dygtighed alene ikke altid er nok til at komme frem i verden. Han ved, at indflydelse og forbindelser ofte tæller lige så meget som fortjeneste, og han forsøger derfor at gøre sig bemærket uden at virke alt for ivrig. Han drømmer om den dag, hvor han kan ride ud med sit eget patruljehold og blive kendt som en Roadwarden, man kan stole på. For Tomas handler det ikke kun om en højere rang eller bedre løn, men om at bevise, at en ung mand fra Übersreiks gader kan blive en af dem, der holder vejene sikre.